Den første afgørende ting er PASSION. Det er afgørende at man kan se og fornemme at filmens instruktør var så passioneret af historien at han simpelthen bare måtte lave filmen. En film, der bliver lavet for for at please et bestemt marked eller segment eller som bare bliver lavet fordi første film i serien var en succes er ikke et udtryk for passion fra instruktørensside og derfor kan sådan en film heller ikke blive den bedste film.

Den anden ting er selve SKUESPILLET. Alle ved, at godt skuespil  er afgørende for en film. Men hvad kvalificerer egentlig som godt skuespil? For os er det, når du ikke kan se skuespillet. Skuespillerne kan være rolige og underspillede eller ophidset og råbe – det ligegyldigt, så længe det er hvad deres karakter ville gøre i den situation.

Den tredje ting er HUMOR. I en komedie synes vi næsten altid, at det er langt mere underholdende, når skuespillerne spiller som om de (og deres karakterer) har absolut ingen idé overhovedet om at de er sjove. Det er bl.a. derfor at vi synes “Airplane!” (Højt at flyve) fra 1980 så fantastisk morsom. Her er et hold af tidligere ultra-seriøse skuespillere som Leslie Nielsen, Robert Stackog Peter Graves, som spiller et utroligt tåbeligt materiale med nøjagtig samme seriøsitet som i alle deres tidligere roller.

Den fjerde ting er OVERRASKELSE. Når vi bliver klar over, at en film vi ser bare går efter en standard, stiv formel mister vi straks interessen. Det er en af ​​de store problemer vi har med de fleste romantiske komedier – den genre af film er simpelthen så bundet af en formel så det er til at få det dårligt over. Hvis en film virkelig kan overraske os, er der en masse andre fejl den kan slippe afsted med. Vi vil så gerne overraskes og vi ville ønske at vi blev det oftere.